af Mette Søvsø

Den protestantiske biskops dragt minder om den dragt præster stadig bærer i dag i den danske folkekirke. Den rekonstruerede dragt som ses i udstillingen tager udgangspunkt i billedkilder fra reformationen.

En af kilderne er f.eks. det maleri af biskop Hans Tausen (biskop 1541-61), iført hermelinsforet præstedragt, hat og pibekrave, som hænger i Domkirken. 

Dragten, som blev båret efter Reformationen af både præster og biskopper, var langt mindre prangende end den katolske.
Det var studenternes og de lærde mænds sorte dragt, som også uden for gudstjenesten var den daglige dragt, man gik i.

Man fik den, når man blev optaget på universitetet, uanset om man læste jura, medicin eller teologi.
Ved at tilføje pibekraven, som på den tid var moderne, kom præsterne til at ligne almindelige mennesker i menigheden, et symbol på at alle var lige for Gud. 

Med til dragten hørte også en hat, hvorfra der til begravelser kunne bæres sorte sørgebånd ned ad nakken og sorte lædersko af den type, som var almindelig omkring Reformationen.

Den hvide, ankellange kjortel, albaen, blev stadig brugt ved alteret under gudstjenesten og dertil en messehagel, som ofte kunne være udsmykket med et kors.

Selve dragten har ikke forandret sig meget siden Reformationen, mens pibekravens udseende har varieret lidt gennem tiden.